Står med lukkede øjne, armene bundet tæt til kroppen, fikseret på ryggen. Der er et reb fastgjort til en ring i loftet, så tanken om at falde er forsvundet fra mit sind. Slapper af, går ind i mig selv og bare er..
Sanserne får frit spil. Har en følelse af at blive skrællet som et løg, et efter et, nu mere der bliver arbejdet med en krop der kun kan følge, og intet valg har. For til sidst kun at være den inderste lille kerne, sårbar, afslappet ”nøgen”..Hænderne der binder, bliver til en del af rebet, åndedrættet i mit øre, en del af min hjerterytme, jeg er styret, skal ikke tage stilling til noget, jeg er fri og skrøbelig som en nyfødt..At blive bundet med reb, er uendeligt mange ting, og for enhver noget forskelligt, ligeså vil oplevelsen være forskellig fra gang til gang..
En gave man kan give sig selv når man bliver bundet, er at slappe af, lukke sine øjne, slippe den kontrol som kan være så svær at slippe, på alle andre tidspunkter i sin hverdag. Lade det at blive bundet, være det sted, hvor hjernen får fri. Ingen tanker om opvask, eller børn der skal hentes, lad det være en fritime fra livet.
At blive bundet kan selvfølgelig være andet end lige dette, alt efter hvad man aftaler sig frem til, hvor ofte man er blevet bundet, eller konteksten man bliver bundet i.
/rain
- Detaljer
- Kategori: Historier
- Visninger: 1726
Står med lukkede øjne, armene bundet tæt til kroppen, fikseret på ryggen. Der er et reb fastgjort til en ring i loftet, så tanken om at falde er forsvundet fra mit sind. Slapper af, går ind i mig selv og bare er..
Sanserne får frit spil. Har en følelse af at blive skrællet som et løg, et efter et, nu mere der bliver arbejdet med en krop der kun kan følge, og intet valg har. For til sidst kun at være den inderste lille kerne, sårbar, afslappet ”nøgen”..Hænderne der binder, bliver til en del af rebet, åndedrættet i mit øre, en del af min hjerterytme, jeg er styret, skal ikke tage stilling til noget, jeg er fri og skrøbelig som en nyfødt..At blive bundet med reb, er uendeligt mange ting, og for enhver noget forskelligt, ligeså vil oplevelsen være forskellig fra gang til gang..
En gave man kan give sig selv når man bliver bundet, er at slappe af, lukke sine øjne, slippe den kontrol som kan være så svær at slippe, på alle andre tidspunkter i sin hverdag. Lade det at blive bundet, være det sted, hvor hjernen får fri. Ingen tanker om opvask, eller børn der skal hentes, lad det være en fritime fra livet.
At blive bundet kan selvfølgelig være andet end lige dette, alt efter hvad man aftaler sig frem til, hvor ofte man er blevet bundet, eller konteksten man bliver bundet i.
/rain
- Detaljer
- Kategori: Historier
- Visninger: 2865
En beretning fra en seance:
Skrevet af en 42 årige kvinde, der 2 år tidligere fik stillet diagnosen ADHD, efterfølgende stress og depression. Har prøvet ADHD medicin men oplevede for mange negative bivirkninger. Har samtaler hos en psykoterapeut med positiv effekt.
”Jeg skal prøve at beskrive min oplevelse med så mange detaljer som muligt. Men hele oplevelsen var så overraskende intens og en del af det kan slet ikke beskrives, men skal helt klart opleves!
Vi startede med at snakke. Han bad mig beskrive hvordan jeg selv oplevede mine vanskeligheder. Om stress og ADHD. Jeg var så nervøs at jeg ikke var helt sikker på mine svar var fyldestgørende. Men da jeg igennem mails havde indviet ham i den uro jeg konstant er i pga. min ADHD, viste jeg godt at han var forberedt på at jeg ville flakke rundt i emner. Efter 10 minutters tid og en kop beroligende the, viste han mig ud på badeværelset, hvor jeg kunne skifte tøj. Jeg var blevet bedt om at tage bomuldstøj på. Ikke for stramtsiddende, men heller ikke for løst. Jeg vendte tilbage til stuen omklædt i gamacher og langærmet bluse.
Det lå en stor, men tynd madras på gulvet. Midt over den, i loftet, hang der en stor jernring af en art. Efter det jeg viste om bondage, blev den brugt til at binde reb fast i. Han tog vel imod mig, viste hvor jeg skulle stå midt på madrassen, under jernringen. Så satte han noget musik på. Det var ren meditativt musik. Meget roligt og afslappende. Han spurte om jeg var okay, mens han tryllede reb frem. Og selvfølgelig var jeg det. Jeg var så spændt på hvordan dette reb noget ville opleves. Spændt og nervøs.
Jeg var blevet fortalt at øvelsen gik ud på at mærke sin krop og slappe af, være tryg i den. Afstresse og koble af. Og at der derfor ikke ville blive snakket så meget. Og at seancen bagefter ville blive snakket igennem. Så jeg holdte alt mit ADHD-ævl inde.
- Detaljer
Indimellem oplever jeg noget nyt, som rammer en følelsesmæssig streng dybt nede i mig, og som får denne streng til at vibrere i en klangbund af ren fysisk og mental nydelse. Det kom helt uventet, da jeg første gang gav mig hen til rebenes og deres herres magiske hænder. Et par gange forinden havde jeg prøvet delvise bondager, for sjov – blot som en selvtest. Men da havde jeg øjne åbne og var i fuld kontrol over situationen – og helt bevidst omkring øvelsen.
Det var først et par uger senere, at jeg turde tage blindfold på og lægge min tillid i hans hænder. Og det var først da, at jeg for alvor ramte point Zero – det nulpunkt for selvstyring, som jeg inderst inde havde higet efter at finde i mange år. Det er så vanskeligt at beskrive med ord, ingen ord kan helt rumme og ramme, endsige yde retfærdighed mod den rejse, som man som bunny kan få lov at foretage i en dygtig riggers varetægt.
Bondagen starter allerede længe før, jeg mødes med min rigger. Den starter i det øjeblik, aftalen bliver lavet. Hvor vi løst eller fast definerer rammerne for legen, hvor meget, hvor længe, hvorhenne. Og især – hvor går grænserne i forhold til min seksualitet. Vigtige aftaler, trygheds- og tillidsskabende aftaler. Og derfra starter så den mentale rejse, ønsker, drømme, længsler – hvor er jeg svag, hvor er jeg stærk. Vil han se mig, vil han bære hele mig i sine reb? Dagene op til går min krop og sitrer svagt hver gang tankerne falder på aftalen. Jeg har en hemmelighed. Kun han og jeg deler min hemmelighed. Og jeg er helt sikker på, at alle omkring mig kan se og mærke, at jeg er fyldt af forventningsglæde, at det strømmer ud af mine øjne, mine smil, min indfortroethed med mig selv. Men – de får ikke min hemmelighed ud af mig, glæden bliver mindre af at dele!
Jeg møder ham i blikket. Den første kontakt er altafgørende for det næste, der skal ske. Er han rolig? Byder hans øjne mig velkomne uden at være for anmassende? Bevæger han sig i rummet med tillid til sig selv og mig? Den ordløse kommunikation må gerne afbrydes af et par rare ord og kærlige vendinger, men der må helst ikke siges for meget. Vi skal finde hinanden i det fysiske sprog og i det mentale univers, som vore kroppe og hans reb sammen skaber.
Jeg mærker, at fokus er på mig. Og på at vise rummet, hvordan vi to individer kan skabe fysisk kunst og nærvær med ganske få remedier. Og at det ikke handler om performance og deadlines og “se mig, jeg kan”. Men om at ære hinanden i mødet uden for tid og rammer og krav. Der er intet, der stresser os, så længe vi holder fast i nærværet. Og her har vi begge et ansvar.
Det går ikke lynende hurtigt – det er en langsom og steady leg, en gradvis byggen op, som intensiverer den meditative tilstand, jeg kommer ind i. Jeg starter altid med at trække vejret dybt tre gange, finder min indre ro og kerne, mærker mig i rummet. Jeg bliver blindfoldet, så jeg endnu nemmere kan koncentrere mig om min indre rejse. En rejse, hvor jeg aldrig mister forbindelsen til min rigger. Hans nærvær og opmærksomhed, hans lyde og bevægelser er en forudsætning for den tryghed, som er til stede hele tiden.
Alle mine sanser skærpes, lugte træder frem som intense duftspor, jeg har med vilje ingen parfume på, så jeg kan opleve alt, inklusive hans dufte. Og lydene omkring os forstærkes, jeg hører bladenes insisterende leg på ruden, jeg hører stemmer fra lejligheden ovenpå, jeg hører hans knitrende tøj. Og med et – hører jeg hvordan rebet bindes op og enden falder til gulvet. Det giver det første sug i mellemgulvet – og hele mit indre fyldes af glædeshormoner og adrenalin i en fin cocktail. Akkurat nok til at bringe et lille vidende smil frem på mine læber.
Det øjeblik, jeg mærker rebet første gang på min hud starter den første lette sitren. Mens han binder mig lytter han hele tiden til mine lyde og mærker, hvordan min krop reagerer – skal det være mere stramt? spørger rebet – ja tak, siger huden. Den intense kontakt mellem os tre – mig, rigger og reb – er en dans ind i stor nydelse og fysisk og mentalt fællesskab. Vi har vores eget lille univers, hvor alt omkring os gradvist men sikkert forsvinder og erstattes af en fælles ro og samarbejde i passion og glæde. Jeg elsker at mærke, hvordan han elsker at klæde mig på – mærke mine reaktioner, lytte til mine cellers sitren. Et øjeblik tilbyder han mig den ekstreme ro og omfavnelse, et næste kan han finde på at drille mig – puste på mig – udfordre mine sanser. Og kun så længe min krop jubler og mit smil røber tillid.
I rebenes favntag smelter min krop og mit sind helt sammen, så jeg ikke længere kan mærke hvor det ene slutter og det andet starter. Jeg er ét, helt ét med mig selv. Og samtidig så ét som det næsten er muligt med et andet menneske, en samfølelse, der findes alt for lidt af i vores hastige og krævende verden. Han er det andet menneske, der uden at være min familie, bror, kæreste, elsker, mand – får lov at komme helt ind og se kernen af mig. Og det gør han, fordi hans adfærd og ord og nærvær er så tillidsskabende, at jeg kun kan ære det. Lige som han ærer sine reb og mig på samme tid og har indsigt i, hvor jeg er i processen.
Når det sidste reb har sluppet griber han mig og min sårbarhed – lader mig ligge så længe jeg har brug for det i fosterstilling i hans favn. Mit hjerte siger
doomo arigatoo gozai-masu
- Detaljer
- Kategori: Historier
- Visninger: 1872